Weingut Dr. Siemens, Riesling Herrenberg Auslese 2011 (v/6stk)
Dette er lidt af en raritet. En smukt udviklet, men stadig også imponerende vital Riesling Auslese fra Dr. Jochen Siemens 6. høst på det imponerende 6,5 ha. store Herrenberg, som spejler sig direkte ned i Saar-floden, og som er et af de få Grosses Monopollage (Lage im Alleinbesitz) i Tyskland.Siemens købte vingården, da han erfarede, at den tidligere ejer Bert Simon, efter 35 år på skråningen, var ved at brænde ned og Siemens brugte efterfølgende 10 år og det meste af sin formue på sammen med vinmageren Franz Lenz at forfølge drømmen om at skabe fantastiske vine. Desværre havde hans børn ikke helt de samme drømme, og i 2016 overlod han derfor stafetten til ægteparret Dorothee Heimes og Ludger Neuwinger-Heimes, som nu sammen med deres søn Felix fortsætter det vanskelige arbejde med at kultivere vinstokkene på det stejle Herrenberg og den lige så stejle naboskråning Würtzberg.Vinen er således skabt på let botrytiserede Riesling druer med en mostvægt på 96-100° Oechsle, som kom hjem efter at de polske høstarbejdere den sidste uge i oktober havde taget deres 3. tur op og ned på den stejle skråning. Klaserne er soigneret både på skråningen, så der blev lidt til fuglene og vildsvinene, og igen oppe på vingården forud for presningen af de hele klaser. Den frit løbende most er ledt direkte ned i rustfri ståltanke uden anvendelse af pumper, hvor vinen langsomt spontangærer op til relativt høje 9,5% alkohol og en restsødme på lige under 70g. hvorefter vinen stabiliseres og modner sammen med gærresterne i 10 måneder frem mod aftapningen i august.En smuk mildt omfavnende vin med masser af moden frugt i form af søde kvæder, modne reinekloder, mirabeller, ferskner, hvide blomster og lidt søde ribs såvel til næsen som i munden. Cremet, eksotisk og nærmest legesyg i munden hvor der også kommer lidt bitter mandel og en lidt stenet mineralitet flyvende angiveligt fra den blå skiffer, som vinstokkenes rødder kringler omkring.En herlig vin at skænke som aperitif hvor man så kan meditere lidt over, at den kun er godt på vej, og at den givet vil belønne dem, som har tålmodighed til at gemme den væk i yderligere 10 år. Naturligvis fin til ikke for søde desserter, men også spændende hvis man tør lege med sødme i det salte køkken.