Champagne De Sousa, Champagne Tradition Brut Øko (v/6stk)
Michelle og Erick de Sousa og nu også datteren Charlotte har gennemført en af de mest succesfulde omstillinger til biodynamisk produktion, og i dag fremstiller de med legenden Selosse lige om hjørnet knap 100.000 flasker meget efterspurgte Champagner fordelt på hele 11 forskellige labels.De råder over i alt 11 ha. fordelt på mere end 40 forskellige parceller tilplantet med 30% Pinot Noir, 10% Pinot Meunier og så de 60% med Chardonnay, der er juvelerne hos Sousa fordi over halvdelen af vinstokkende er 50 år gamle eller ældre og fordi druerne vokser på det prestigefyldte Côte des Blancs på parceller med Grands Cru status i Avize, Oger, Cramant og Le Mesnil sur Oger.Druerne til denne Tradition Brut er håndhøstede fra disse parceller. Efter presningen gærer vinen i rustfrit stål ved 18 grader hvorefter den malolaktiske gæring får lov til at blødgøre vinen inden den kortvarigt nedkøles til -4 grader for at modvirke dannelsen af vinsten.Tradition Brut er sammenstukket af vine fra op til 5 års høst, som efterfølgende er tilsat op til 15% vin de reserve til en omtrentlig blanding på 50% Chardonnay, 40% Pinot Noir og 10% Pinot Meunier. Efter aftapning på flaske får vinen lov til at modne i 24 måneder ved en konstant temperatur på 10 grader. Den afsluttende remuage udføres manuelt og ved degorgement gives kun en beskeden dosage på 6-8 gram likør pr. liter.Resultatet er en kun ganske let gul champagne med antydninger af grønt ved glassets kant. Den skænkes med en tæt mousse og efterlader en delikat, vedvarende fane af bobler på vej mod overfladen. Næsen er elegant og blomstrerende. Der er et strejf af mimoser, efterfulgt af citrus og modne æbler i et ganske intenst, men også finesserigt udtryk, der fortsætter i munden hvor friskheden suppleres af noter af varm honning.Serveres ved 8 -10 grader, og gerne som gennemgående vin måltidet igennem.